Gårsdagens kamp mod Chelsea betød ikke kun et farvel til Champions League for de danske mestre.
Tyve minutter før tid trådte Martin Vingaard uheldigt under en nærkamp.
Efter en scanning i dag, har det vist sig, at bange anelser om en alvorlig skade holder stik.
Midtbanespilleren har fået en alvorlig korsbåndskade i det højre knæ, og der går mindst fem måneder før han igen er klar til kamp, siger FCK's læge Morten Boesen.
"Nu lader vi i dag hævelsen falde og den værste irritation forsvinde, og så bliver Martin opereret i morgen eftermiddag, hvorefter et langt genoptræningsforløb venter," siger han til klubbens hjemmeside.
Det betyder, at Martin Vingaard, der har scoret syv mål i Superligaen, må se resten af sæsonen fra bænken.
"Jeg var klar over i går, at der kunne være tale om en alvorlig skade, og det blev så desværre bekræftet i dag. Nu skal jeg så opereres i morgen, og derefter venter en lang pause, og det må jeg forholde mig til. Jeg er naturligvis utrolig skuffet, men nu må jeg fokusere på at komme tilbage stærkere end nogensinde," siger Martin Vingaard til fck.dk.
Kilde: FCK.dk