Forskellen mellem Superligaens absolutte top og bund er efter 13. spillerunde hele 21 point, efter at FC Københavns førerhold søndag aften i Parken sejrede med 1-0 over Brøndby.
Lækker læsning for FCK og meget trist for Brøndby, som ligner et hold, der resten af sæsonen kommer til at hænge fast i bundstriden. Spørgsmålet er, om der overhovedet bliver et New Firm i næste sæson.
Brøndbys sølle otte point er decideret pinligt for en klub af Brøndbys størrelse, og i den første kamp efter ansættelsen af John "Faxe" Jensen som trænerkonsulent for Auri Skarbalius var der ingen nævneværdig fremgang at spore hos Brøndby-spillerne.
FCK sad solidt på kampen fra første minut, og det var egentlig lidt overraskende at se, hvor let FCK'erne havde det med at spille bolden rundt, når de ville.
For dem, der havde ventet et super aggressivt Brøndby-hold fra start, var det et noget sørgeligt syn. Hvor var de saftige tacklinger fra Brøndby-spillerne, som måske kunne bringe FCK-mandskabet lidt ud af balance? Ikke i Parken i hvert fald.
Så handlede det egentlig bare om, hvor længe Brøndby kunne holde FCK fra at score foran de 28.828 tilskuere på lægterne, hvor der fra begge parter var en ganske fin stemning med masser af sang og tilråb.
Kun de romerlys, der blev smidt ned på banen fra dele af Brøndbys fans, ødelagde den gode stemning, som blev rigtig feststemt efter lidt over 10 minutters spil, da Kris Stadsgaard bragte FCK foran 1-0 efter et hjørnespark.
Claudemir snittede fint bolden videre med hovedet, så Stadsgaard ved den fjerneste stolpe kunne rette bolden i mål.
Måske Brøndby i den situation savnede anfører og forsvarsgeneral Clarence Goodson. Den hovedstødsstærke amerikaner var ikke med på grund af sygdom.
Der var langt til en Brøndby-udligning. Holdet skabte simpelthen alt for få chancer, selvom FCK i dele af kampen havde skruet ned for tempoet.
Brøndby-profilerne Mike Jensen og Dennis Rommedahl tvang gode redninger ud af Johan Wiland, men ellers var FCK tættere på et 2-0-mål, som dog ikke kom trods en række fine muligheder i anden halvleg.
Søndagen blev ikke ligefrem bedre for Brøndby af det faktum, at både FC Midtjylland og Esbjerg - de to hold lige over nedrykningsstregen - begge scorede et enkelt point i bundstriden.
Dermed har Brøndby tre point op til den for klubben meget vigtige 10.-plads.
For FCK handler det om noget helt andet. Førerholdet er tre point foran AaB på andenpladsen.
/ritzau/