Farvede dildoer kan indeholde store mængder ftalater.
Det viser den seneste test af vibrerende sexlegetøj, skriver Informationscenter for Miljø & Sundhed, Forbrugerkemi.dk.
Stofferne kan skade leveren og er mistænkt for at forstyrre hormonerne. To af dem står på EU's liste over særligt problematiske stoffer.
De konkrete fund er markant højere end i Miljøstyrelsens kortlægning fra 2006 og en svensk test fra 2012.
Ud af seks testede vibratorer afgav dildoen Shots Toys - Loveline Seven fire forskellige ftalater i høje koncentrationer, mens dildoen Orion - Atlantic Blue afgav to ftalater.
- Afgivelsen af ftalater er høje fra de to vibratorer. Vi er overraskede over resultatet, da en undersøgelse, Miljøstyrelsen lavede i 2006, viste markant lavere afgivelse, siger testkoordinator og souschef Rikke Bille.
- Især ftalaten DiNP, som ser ud til at erstatte nogle af de mest udskældte ftalater, har vi fundet i meget høje koncentrationer, fortsætter Rikke Bille.
Det gode råd lyder, at man skal spørge der, hvor man køber dildoen, om den indeholder ftalater.
- Selv for et forbrugerprodukt som dildoer, kan det betale sig at spørge, om der er stoffer i, som står på kandidatlisten, siger Rikke Bille.
Så har man mulighed for at undgå de stoffer, EU mener, er særligt problematiske.
/ritzau/