Far og pensionist: Riges børn arver rigdom - min søn arver afsavn
Johnny Larsen er folkepensionist og far til en dreng på ti. Det stiller sønnen nederst på stigen, hvor også bloggeren selv stod, da han var dreng. Og stadig står for den sags skyld, skriver han.

Af Johnny Larsen
SE ALLE BLOGINDLÆG

LARS LØKKE SIDDER OG RODER MED STATSKASSEN IGEN, så han kan beholde magten. Han vil bruge penge på at skaffe de rigeste nogle billigere biler og gratis mobiltelefon. Formlen er god, og det skal nok blive gennemført – ikke mindst fordi de lavest lønnede vælgere kan få en lidt billigere minibil og et burkaforbud.

Rige menneskers børn arver rigdom og fattiges børn arver afsavn. Nogle synes, at det er sådan det skal være. Der er ingen grund til at mene, at vi alle er født lige. Det behøver ikke engang se sådan ud. Fattige er så gode til at være fattige, at det vil være synd at give fattiges og riges børn lige muligheder i livet.

SOM FOLKEPENSIONIST HØRER MAN TIL I KLASSEN for fattige, uanset om den officielle grænse er afskaffet af Venstre eller ej. Har man også barn under 18, er man endnu fattigere. Når jeg mister en fyldning i en tand og ved at det kommer til at koste 1.200 kr., så venter jeg så længe som muligt, fordi det næsten er 25% af månedens indtægt. Bedøvelse og tandrensning vælges fra for at spare penge.

Min yngste er 10 år. Han går i skole og vokser. Han spiser og drikker, og han skal have tøj på kroppen. Skal jeg stramme forventningerne en smule, kan jeg måske tillade mig at mene, at der også skal være penge til lidt fritidsaktiviteter - eksempelvis at svømme, spille fodbold, håndbold eller være cykelrytter. Den slags skaber et godt fysisk og psykisk fundament for børn.

Min yngste søn har ikke været superheldig, når det kommer til det økonomiske. Hans mor og jeg kompenserer det bedste vi kan ved selv at undvære, så han får de bedste muligheder, vi kan give ham. Han lider ingen nød, men han lider nogle afsavn – og vi hører til dem, der har det mindst hårdt.

I SAMME ØJEBLIK JEG BLEV PENSIONIST, mistede jeg alle former for fradrag og tilskud. Som alvorligt syg kontanthjælpsmodtager, fik jeg et tilskud til at forsørge barnet for, fordi de fleste ved, at det koster at have et barn. På magisk vis forsvinder omkostningerne ved at have et barn, i samme øjeblik jeg blev seniorførtidspensionist, og det kom ikke igen, da jeg blev folkepensionist. Min nettoindtægt er mere end halveret, men mine udgifter er absolut ikke.

Jeg vil tro, at der er mange førtidspensionister, som har børn, og jeg formoder, at der er lidt færre folkepensionister med hjemmeboende børn under 18, men ingen af disse får altså det ekstra, som alle andre forældre gør, så de har lidt mere end deres egen sparsomme indtægt at forsørge barnet for.

Min pension er lige godt 5.000 kr., og jeg skal holde mig selv med medicin, tøj, transport, mad, licens (som jeg ikke aner hvad hedder i dag). Men jeg skal også holde mit barn med mad, tøj, kontingenter og fritidsaktiviteter. Ferie er noget, vi holder på bænken på torvet med en sodavandsis, når jeg lader pengene flyve.

NÅR MIN INDTÆGT ER SÅ LAV, skyldes det, at min samlever, som jeg aldrig har haft fællesøkonomi med, af staten er blevet pålagt at forsørge mig, i samme øjeblik jeg blev pensionist. Ved at flytte fra min yngste søn og hans mor vil min indtægt stige til det dobbelte, og jeg vil få en lang række tilskud til medicin, briller, tandbehandling og meget andet.

På grund af mit helbred er der også er rimelig sandsynlighed for at jeg vil kunne få en ældrebolig, og få klækkelige tilskud til at bo i den.

Staten forlanger, at min yngste søns mor skal forsørge mig og være eneforsørger for vores barn, men hun får ingen skattefradrag eller andet, fordi hun ikke er gift med mig. Min samlevers indtægt er i øvrigt lige nøjagtig tilstrækkelig til at holde det basale kørende, men hele tiden med underskud som en trussel, selv om hver eneste øre bliver vendt og drejet. Det vil sige, at en ”ferie” i form af en endagstur til Bordershop på Femern er utopisk. Ikke fordi vi er kandidater til at medvirke i ”Gældsfælden”, men fordi indtægten bare ikke er stor nok til at forsørge tre og kun lige stor nok til to, hvis den ene er et barn.

FAKTISK GÅR JEG UD FRA, at forsørgerpligten ikke bortfalder for pensionister, men at der bare i lovgivningen er smuttet det faktum, at pensionister altså sagtens kan have børn, og at der derfor som minimum burde være de samme fradrags- og tilskudsregler for pensionister med børn, som der er for resten af befolkningen.

Er man gift kan man få nogle fradrag, hvis man har en uarbejdsdygtig ægtefælle, noget som gør det bare lidt nemmere økonomisk at være den, der forsørger. Den mulighed findes ikke for samlevende, som kun bliver pålagt pligter, men ikke får rettigheder.

Måske kunne man bruge lidt af fælleskassens midler på de hårdest ramte i stedet for at give de rigeste lidt lommepenge til  iphones- og Ferrarier.

MIN SØN FORTJENER DE SAMME basale muligheder som de riges børn, og han bør ikke straffes, fordi jeg stod nederst på stigen, og bar de tungeste læs fra jeg var 14.

Dette er et blog-indlæg og ikke et udtryk for Avisen.dk's holdning. Hvis du finder, at bloggen er æreskrænkende eller indeholder injurier, så send en mail til tip@avisen.dk.

Om Johnny Larsen

Johnny Larsen er opvokset på Nørrebro i København. Mod alle odds fik han en uddannelse som journalist i 1987 - efter 17 år som ufaglært og derfor temmelig nedslidt. Han har skrevet en bog, sange og en opera, og lidt af manglende evne til at holde mund. Johnny været ramt af depression siden børneårene og har været selvbehandlet, indtil han blev ramt af svær sygdom i 2009.   Følg Johnny Larsen på Twitter

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.