Det skulle have været en festlig fejring af en 71-års fødselsdag, men endte i en forfærdelig familietragedie.
Lørdag den 21. juni havde Josh Pickles, topchefen fra firmaet DoorDash, taget familien med en tur på Lake Tahoe nær San Francisco for at fejre sin mor Paula Bozinovic, der fyldte år.
Turen startede med blå himmel og solskin, men endte i tragedie, da en storm ramte søen. Meterhøje bølger fik flere både til at kæntre - heriblandt luksusbåden “Chris-Craft”, som havde fødselsdagsselskabet med ombord.
Den kæntrede båd. (Foto: Justin Smith/USCG)
Ifølge ABC7 omkom otte af de ti personer, der befandt sig på båden. Udover moderen mistede også Josh Pickles far Terry (73) og onklen Peter Bayes (72) samt flere andre familiemedlemmer livet.
- Ingen ord kan udtrykke den smerte og fortvivlelse, vi føler, når vi ved, at deres liv gik tabt under det, der skulle have været en glædelig stund på søen. Vores tanker går til dem, der på tragisk vis mistede livet i denne uventede og dødelige storm på Lake Tahoe, lød det fra Josh Pickles’ hustru Jordan Sugar-Carlsgaard, der var blevet på land med parrets syv måneder gamle baby.
Det lokale politi oplyser, at mange mennesker - heriblandt flere på paddleboards - måtte reddes i land lørdag, da stormen ramte.