Ferieparken Jesperhus på Mors er blevet solgt til nye ejere. Det er den skandinaviske virksomhed First Camp, der overtager tøjlerne fra familien Overgaard.
De fire brødre Jesper, Peter, Karsten og Ole Overgaard overtog i 1986 Jesperhus fra deres forældre Niels og Edith Overgaard, og har drevet Jesperhus i over 40 år. Jesper, Peter og Karsten har arbejdet fuld tid for Jesperhus i alle 40 år, hvor Ole har været bestyrelsesformand
Og efter en årække med fremgang i besøgstal og en sund økonomi, er tiden helt rigtig til at slippe tøjlerne, vurderer Overgaard-brødrene.
- Det er med en blanding af både stolthed og vemod, at vi slipper nøglerne til den virksomhed, vores forældre startede tilbage i 1966 og som både har været en kæmpe del af vores opvækst og arbejdsliv lige siden. Det er dog med helt ro i maven, at vi overdrager nøglerne til Johan, Ola, First Camp-teamet og Norvestor.
- Vi mener, at de er de helt rigtige ejere af Jesperhus og vi er sikre på, at vores stærke Jesperhus-team vil blomstre endnu mere med dem i ryggen, lyder det i en fælles udtalelse fra de fire Overgaard-brødre.
Selve Blomsterparken åbnede første gang i 1966, mens campingpladsen kom til i 1976. I dag har Jesperhus op imod en kvart million gæster om året.
Jesperhus beskæftiger cirka 40 fastansatte og cirka 400 sæsonansatte. Overtagelsen sker med virkning fra den 1. januar 2022.
Parterne ønsker ikke at oplyse økonomien bag handlen. Den nye ejer First Camp har 55 campingpladser i Skandinavien - heraf seks i Danmark.