Falsk læge har undersøgt 2300 i Japan

En lægeskandale har ramt et sygehus i Tokyo, hvor en "læge" uden autorisation har huseret og behandlet folk.

Et sygehus i Japan undersøger alle dets lægers kvalifikationer, efter at det er blevet afsløret, at en mand uden lægeautorisation har undersøgt flere end 2300 af sygehusets patienter.

Tilmeld dig gratis vores nyhedsbrev for flere nyheder.

Manden har gennemført lægelige samtaler, undersøgt elektrokardiogrammer og forklaret resultater af lægeundersøgelser af folk i 2010 og 2011 på Takashimadaira Chuo General Hospital i Tokyo, skriver japanske medier.

Den falske læge var blevet sendt til sygehuset gennem et rekrutteringsbureau, og han mistænkes for at have involveret i behandlingen af 2363 mennesker, beretter avisen Yomiuri Shimbun og andre medier.

Tv-stationen TBS fortæller, at påstandene om lægens manglende kvalifikationer kom for dagens lys, efter at en medicinsk studieskole, hvor han underviste, tog kontakt med sygehuset.

Sygehuset har beklaget episoden og opfordret alle dem, der er blevet undersøgt af manden, der angiveligt er i fyrrerne og har arbejdet på deltid, om at vende tilbage og blive undersøgt på ny.

- Vi vil nøje granske alle lægers originale lægeautorisationer. Det gælder også dem, der arbejder på deltid, hedder det i en erklæring, der er lagt ud på sygehusets hjemmeside.

/ritzau/AFP

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.