En 28-årig mand fra den københavnske vestegn brugte formentlig, hvad vagthavende ved Københavns Vestegns Politi i Glostrup kalder en Eddie Murphy-finte, da han i Hedehusene syd for København to gange søndag udgav sig for at være betjent fra både narko- og færdselspolitiet.
Finten går ud på, at man, ligesom den amerikanske skuespiller Eddie Murphy i filmen Frækkere end politiet tillader , hurtigt viser sin pung med en genstand, som på afstand ligner et politiskilt.
Optrådte i civil
På den måde stoppede den 28-årige, som ifølge politiet er sindsforvirret, en bil for at tjekke førerens kørekort.
Kort efter gik han på besøg hos de lokale i Hedehusene. Han optrådte i civil og brugte her samme finte, da han foregav at være på inspektion som narkobetjent.
Beboerne kontaktede politiet
Men beboerne lod sig ikke narre og kontaktede derfor det lokale politi, der ikke kendte noget til en civilklædt narko- og færdselsbetjent, der var på arbejde i Hedehusene.
Efter de rigtige betjente havde anholdt den sindsforvirrede, kiggede de i hans bagagerum, hvor de fandt et jagtgevær.
Dermed blev han noteret for endnu en lovovertrædelse, men det var ikke nok for dommeren til at varetægtsfængsle manden, der søndag ikke fandt grundlag for en frihedsberøvelse.