Politiet undersøgte onsdag formiddag en mistænkelig pakke i Londons finansdistrikt, hvor beredskabet fortsat er højt oven på et bombeangreb i den vestlige del af den britiske hovedstad fredag.
Men det viste sig, at der ikke var noget farligt, oplyser politiet kort før klokken 12 ifølge nyhedsbureauet Reuters.
Mens undersøgelsen af pakken fandt sted, patruljerede bevæbnede betjente med hunde i området, rapporterer avisen The Independent.
Derudover blev flere gader spærret af.
- Der er stillet afspærringer op ved krydsene ved Moorgate og South Place, Eldon Street og Blomfield Street samt Wilson Street og South Street, oplyste politiet i London i en e-mail til Reuters.
/ritzau/