I en aktion foretaget af Politiets Efterretningstjeneste, PET, og Københavns Politi er en 28-årig mand og en 29-årig kvinde torsdag blevet anholdt efter den såkaldte terrorparagraf.
De to anholdte er sigtet for medvirken til forsøg på terrorisme i udlandet efter straffelovens paragraf 114.
Men hvordan ser terrorparagraffen egentlig ud i straffeloven?
* Den såkaldte terrorparagraf, straffelovens paragraf 114, fastslår, at handlinger såsom drab, drabsforsøg, vold, alvorlig brandstiftelse og frihedsberøvelse skal regnes som terrorisme, blandt andet hvis det er hensigten at skræmme en befolkning i alvorlig grad.
* I paragraf 21 står, at "handlinger, som sigter til at fremme eller bevirke udførelsen af en forbrydelse, straffes, når denne ikke fuldbyrdes, som forsøg."
* I paragraf 23 står, at "den for en lovovertrædelse givne straffebestemmelse omfatter alle, der ved tilskyndelse, råd eller dåd har medvirket til gerningen."
Kilde: Straffeloven.
/ritzau/