Den nuværende grænsekontrol ved den dansk-tyske grænse skulle være udløbet 11. november.
Men nu foreslår EU-Kommissionen ændringer af de nuværende Schengen-regler, hvis der er alvorlige trusler mod et lands indre sikkerhed.
Det kan åbne for, at Danmark kan forlænge kontrollen, hvis den begrundes i terrortruslen.
Læs om den danske grænsekontrol her:
* 4. januar 2016 indførte regeringen midlertidig grænsekontrol ved den dansk-tyske grænse.
* Den midlertidige grænsekontrol blev indført på baggrund af blandt andet den svenske beslutning om id-kontrol og for bedre at kunne kontrollere tilstrømningen af flygtninge og migranter.
* Konkret betyder kontrollen, at tog, busser og biler ved den dansk-tyske grænse i Sønderjylland bliver tjekket, ligesom man kontrollerer de indrejsende med færgerne til Gedser og Rødby.
* Grænsekontrollen er stikprøvebaseret. Det betyder, at ikke alle bliver bedt om at vise pas.
* Ind til sommeren 2016 var det alene politiet, der udførte grænsekontrollen. Herefter fik betjentene hjælp af Hjemmeværnet og senere de nyuddannede politikadetter.
* Kontrollen er fokuseret ved de tre hovedfærdselsårer ved den dansk-tyske grænse i Sønderjylland - Padborg, Kruså og Frøslev - samt ved banegårdene i Padborg og Tønder.
* Også ved færgehavnene i Rødby og Gedser er der grænsekontrol.
Kilde: Ritzau, Rigspolitiet, Udlændinge- og Integrationsministeriet.
/ritzau/