63.829 danskere under 18 år har benyttet sig af en forsøgsordning, der tillader unge at starte på køreskole, allerede fra de er 16 år og ni måneder.
Det viser tal, som Rigspolitiets Færdselscenter har trukket for Ritzau.
Forsøgsordningen, der udløber ved udgangen af året, kan du læse mere om her:
* Fra 1. januar 2017 har 17-årige kunnet tage kørekort og derefter køre bil med en erfaren bilist på passagersædet.
* Man kan starte på køreskolen, når man er 16 år og ni måneder.
* Først når man er fyldt 18 år, må man køre bil alene.
* Ledsageren skal være mindst 30 år. Han/hun skal have haft et dansk udstedt kørekort til personbil i de seneste ti år, og i den periode må kørekortet ikke have været frakendt.
* Ledsageren skal til enhver tid være i stand til lovligt at køre bilen. Han eller hun må eksempelvis ikke være påvirket eller sove.
* Ledsagere skal ikke godkendes eller registreres af myndighederne.
* I første omgang er der tale om en treårig forsøgsordning.
Kilde: Rådet for Sikker Trafik.
/ritzau/