Der kan måske blive plads til lidt ekstra kurser til medlemmerne af HK i de kommende år.
I hvert fald har fagforeningen vist sig som yderst kompetente boligsælgere og fyldt pengekassen med 175 millioner kroner.
For ti år siden byggede HK sit forbundshus på Weidekampsgade i København. Nu overtager PFA Ejendomme bygningen til en pris på 515 millioner kroner og dermed altså et flot overskud til HK.
Mursten er nemlig ikke noget for HK, lyder det fra formanden.
- Vi er generelt ikke tilhængere af at binde vores aktiver i mursten. Vi har nu mulighed for at sælge ejendommen til en god pris, og handlen er til økonomisk fordel for HK og dermed for HK's medlemmer, siger Kim Simonsen.
HK's hovedbestyrelse har netop godkendt bolighandlen, der da også er ekstra attraktiv for HK, der i de kommende 12 år kan blive i forbundshuset som lejere.
- Huset er et fortræffeligt hus for os, så vi ser ingen grund til at flytte. Vi sælger ikke, fordi ejendommen ikke er den rigtige for os, men fordi det er en god handel, lyder det fra Kim Simonsen.
Ejendommen på Weidekampsgade 8, 2300 København S er på 20.000 kvadratmeter og opført i 2002. Ejendommen ligger ca. 500 meter fra Rådhuspladen og Hovedbanegården.