Brug jeres penge og vend krise til fremgang. Sådan lyder opfordringen i et fælles brev fra 10 fagforbund til alle landets borgmestre og kommunalpolitikere. Det skriver foa.dk
De foreløbige tal viser, at det offentlige i 2012 brugte mindst otte milliarder kroner mindre på service, end man havde budgetteret med og indgået aftaler om. Det er anledningen til, at 10 fagforbund nu retter en fælles henvendelse til alle landets borgmestre og kommunalpolitikere.
I brevet opfordrer de ti forbund landets kommunalpolitikere og borgmestre til at tage situationen alvorligt.
"Se ud over de kortsigtede besparelser og tag et medansvar for at få gang i væksten igen og få vendt beskæftigelsesnedgang til beskæftigelsesfremgang i valgåret. Vær med til at anvende de servicerammer, der er udstukket for 2013, så vi kan få vendt krise til fremgang," lyder det i brevet.
De ti fagforbund tilskynder kommunerne til at bruge de penge, de har til rådighed i 2013.
"Det offentlige bør gå forrest for at få vendt skuden," skriver forbundene til borgmestrene.
Hvis det offentlige i år bruger de penge, det er aftalt, at de må bruge, kan det nemlig give et løft på 15-20.000 stillinger i 2013.
Det er FOA, 3Fs offentlige gruppe, Dansk Magisterforening, Dansk Sygeplejeråd, Socialpædagogerne, HK Kommunal, BUPL, Danmarks Lærerforening, Dansk Socialrådgiverforening og Uddannelsesforbundet, der står bag brevet til borgmestre og kommunalpolitikere.