Med overskriften 'S-SF's 12 minutter var salgstale' på forsiden gør Berlingske Tidende regning helt uden vært, mener ophavsmændene til en kommentar i avisens debatsektion.
Fagforeningsformændene Kim Simonsen fra HK og Poul Erik Skov Christensen fra 3F føler sig misbrugt, efter at have set deres debatindlæg 'Vi ryster ikke på hånden' blive strammet godt og gevaldigt op på forsiden.
"Man skulle næsten tro, at Berlingskes forsideredaktør er ude i et ondt ærinde. I bedste fald er det dårligt journalistisk håndværk," siger Kim Simonsen til Nyhedsbureauet Newspaq.
I den kommentar, som han har skrevet sammen med 3F-formanden og formand Thorkild E. Jensen fra Dansk Metal, står der flere steder, at fagbevægelsen støtter Socialdemokraternes og SF's økonomiske plan 'Fair Løsning'.
Men overskriften på forsiden af avisen signalerer noget helt andet, mener Kim Simonsen.
"Det fremstår jo som om, Socialdemokraterne, SF og LO har løjet. Man skulle tro, at avisen er ude på at sprede dårlig stemning i dag, hvor Socialdemokraternes sommergruppemøde starter," siger Kim Simonsen.
3F-kollegaen Poul Erik Skov Christensen kan slet ikke forstå, hvordan Berlingske Tidende kan tolke sig frem til overskriften på forsiden.
"Vi har skrevet et indlæg, hvor vi bakker fuldt ud op om udspillet Fair Løsning, og så laver man det om til det, man kan se på forsiden. Det er for tykt. Det er lidt af et voldsomt forsøg på at lægge en drejning ind i et indlæg, som der slet ikke er belæg for," siger Poul Erik Skov Christensen med tilføjelsen:
"Det er jo pisseirriterende."
Newspaq har forgæves forsøgt at få en kommentar fra Berlingske Tidendes ansvarshavende chefredaktør Lisbeth Knudsen.