Ordsproget hastværk er lastværk gælder i særlig grad for skraldemænd. De ræser nemlig igennem deres ruter for at få tidligere fri, og det belaster deres kroppe i så høj grad, at det resulterer i arbejdsskader og giver smerter både under og efter arbejdet.
Men ved at gøre det hele en smule langsommere, formindsker de markant arbejdsskaderne. Det viser erfaringerne fra et nyligt afsluttet projekt, som Center for Arbejdsliv netop har lavet med skraldefirmaet Odense Renovation.
Her har de omtrent 40 ansatte skraldemænd på to år forøget deres gennemsnitlige arbejdstid med én time om dagen, lige som de i samme periode har fået efteruddannelse i blandt andet løfteteknik.
Og det har medført markant færre arbejdsrelaterede smerter for skraldemændene, lige som antallet af arbejdsskader er styrkdykket til blot en enkelt forstuvet fod i under snevejret.
I 2008 oplevede flere end hver femte skraldemand smerter hver eneste dag. I dag gør ingen. Og 19 procent melder i dag, at de aldrig oplever smerter - før var det kun tilfældet for én ud af 25.
"Affaldsbranchen har i årtier haft en idé om, at jo før du bliver færdig, jo bedre er det, for jo hurtigere kommer du hjem. Og det har givet ret alvorlige arbejdsskader gennem tiden," siger Henrik Vejen Kristensen, projektleder ved Center for Arbejdsliv.
Fagforening: De skal på timeløn
Og det er altså målet om at komme så hurtigt igennem arbejdsdagen som muligt, der rammer skraldemændene, forklarer Henrik Vejen Kristensen:
"Problemet er, at det tvinger skraldemændene til at arbejde forkert for at spare tid - de hopper af skraldevognen, mens den kører, slæber for meget og på alle mulige måder belaster kropppen unødigt."
I 3Fs brancheklub for renovationsarbejdere er de mange arbejdsskader hos skraldemænd velkendte. Formand for repræsentantskabet, Ole Prüsse, vil have radikale ændringer i branchens arbejdsforhold.
"Det er forbandet svært at gøre noget ved, så længe de fleste skraldemænd arbejder på akkord - for så skal skidtet bare køres hjem hurtigst muligt. Så vi skal have dem på timeløn og desuden have bedre arbejdsforhold skrevet ind i overenskomsten," siger han.
Henrik Vejen Kristensen er enig i, at der skal sættes ind hurtigst muligt:
"Tallene er klare: Skraldemænd både bør og kan sænke arbejdstempoet."