Huslejen er ikke betalt - du må aflevere nøglen og forlade lejligheden.
Den besked er for første gang i mange år blevet sjældnere i løbet af 2012, viser den første opgørelse over antallet af lejere, der sættes på gaden, ifølge Morgenavisen Jyllands-Posten.
- Det er med en jublende fornemmelse, at vi kan konstatere, at det er lykkedes at knække kurven, siger direktør Jesper Nygård fra boligorganisationen KAB, der administrerer cirka 50.000 almene lejemål.
- For det at blive sat på gaden er ofte starten på en social nedtur, tilføjer han.
Mens næsten 500 lejere blev boligløse sidste år, er det i årets første otte måneder kun 261 KAB-beboere, som er sat ud af deres lejlighed.
Endnu findes der ikke officielle tal fra Domstolsstyrelsen fra 2012, men i Boligselskabernes Landsforening (BL) genkender man tendensen:
- Vi tror, at kurven er knækket, og at der er grund til optimisme, siger direktør Bent Madsen til Jyllands-Posten.
- Det er glædeligt, fordi det at fastholde folk i deres bolig er billig forebyggelse af sociale problemer, tilføjer han.
Både KAB og BL vurderer, at mere opsøgende og fremskudt gældsrådgivning fra både boligselskab og kommune over for lejere, der er bagud med huslejen, er en afgørende årsag til, at mange års stigning i antallet af udsættelser er bremset.