Hold op med at ryge. Køb de sundeste og billigste madvarer. Lad være med at tage dyre lån. Opsøg selv arbejdsgiverne, indtil du får et job.
Hver gang der er debat om arbejdsløse og fattige, fyger det rundt med holdninger og gode råd til, hvordan de kan stoppe med at være arbejdsløse og fattige - og for øvrigt også stoppe med deres dårlige vaner og usunde livsstil, som underklassen har rekord i.
Det påpeger den britiske debattør og forfatter Lucy Mangan i et indlæg i The Guardian.
Men det er faktisk ikke så svært at sætte sig i fattige menneskers sted. Hvis man slet ikke formår dette, påpeger hun, må man simpelthen være psykopat - eller sociopat, som er den betegnelse, der ofte bruges i engelsktalende lande.
"Fattig? Men han ryger jo!"
I Danmark har vi for eksempel haft fattigdomsdebatten i forbindelse med DR-dokumentaren Blok På Bistand, hvor mange kritiserede bistandsklienternes cigaret-forbrug, når de samtidig har svært ved at få pengene til at slå til.
Samme debat hærgede for et par år siden under sagen med 'Fattig-Carina'.
Også i England undrer politikere og almindelige borgere sig over, hvorfor underklassen har mere gæld, spiser mere usundt, ryger mere og drikker mere alkohol. Hvorfor kan de ikke bare lade være og gøre det mest fornuftige? Hvorfor kan de ikke bare altid vælge det billigste og sundeste? skriver Lucy Mangan i debatindlægget.
Derpå kommer hun selv med et bud på svaret og opfordrer fattigdoms-kritikerne til at sætte sig i andres sted:
Tænk hvis hele dit liv var værre end din dårligste dag
Har du nogen sinde haft en så dårlig dag, at du har brug for et ekstra glas vin eller plade chokolade om aftenen?. Eller en så kaotisk og forfærdelig uge, at du er endt med at spise take-away fem dage ud af syv i stedet for selv at udfolde dig i køkkenet? spørger hun.
- Forestil dig nu, at hele dit liv var ikke alene som den dårlige dag, men endnu værre. Hele tiden. Ingen opklaring. Ingen pauser eller udsigt til at det slutter, skriver hun.
Hvis hele dit liv er lige så dårligt og kaotisk som den ene dag eller uge, du ind imellem har, vil du næppe have overskud til at foretage fornuftige, sunde og velovervejede valg hele tiden, er Lucy Mangans pointe.
"Hvorfor er de ikke lige så fornuftige som mig?"
Den samme logik gælder for det økonomiske, fortsætter hun. Fattige bliver tit klandret for ikke at bo i den billigst mulige bolig, købe de billigste varer og holde sig fra dyre lån - for man kan jo sagtens finde billigere løsninger, hvis man tænker sig om.
Har du aldrig været så presset og desperat, at du har været nødt til at kaste penge efter et problem for hurtigt at få en løsning, selvom det blev dyrere end nødvendigt, for eksempel fordi nogen udnytter din desperate situation? spørger Lucy Mangan i The Guardian.
Følger man den tankegang, er man nødt til at indrømme, at man selv har nøjagtig de samme irrationelle impulser som de fattige, man kritiserer. Den eneste forskel er, hvor hårde konsekvenserne er, konkluderer hun.
Dermed bør det ikke være svært at sætte sig ind i, hvorfor fattige har de problemer, de har. Og hvis du på ingen måde ved hjælp af fantasi og empati er i stand til dette, må du være psykopat, skriver debattøren.
Læs det fulde debatindlæg i The Guardian.