I alt 10 biler fik skader af forskellig karakter, da færgen Ane Læsø torsdag aften anløb Sælvig Havn på Samsø. Det skriver TV2 Østjylland.
Uheldet skete, da en trosse sprang, hvilket medførte, at færgen ikke kunne stoppes i tide, da det ankom til landrampen.
- Det betyder, at skibet fortsætter, og landrampen begynder at presse mod de første biler, som holder klar til at køre af, forklarer Lars Rieks, rederidirektør hos Samsø Rederi.
Presset på de forreste biler i rækken forplantede sig herefter ned gennem rækkerne, og i alt 10 biler fik skader af forskellig art.
Lars Rieks er glad for, at der trods alt ikke skete mere, fortæller han til TV2 Østjylland.
For det kunne være gået meget værre.
- Jeg er virkelig, virkelig glad for, at der ikke er sket skader på personer, siger han.
Både færgen og rampen slap uden store skader, men der forestår nu en del arbejde for forsikringsselskaberne i forhold til skaderne på de ti køretøjer.
Færgen Ane Læsø er en ældre færge, som i øjeblikket erstatter den normale bilfærge Prinsesse Isabella på ruten mellem Hou og Samsø.
Der er nu sat en ny trosse op, som er blevet testet, og Lars Rieks understreger, at ikke behøver være bekymret for at holde i forreste række, hvis man skal sejle med Ane Læsø den kommende tid.