Narkobaronen Joaquin "El Chapo" Guzmán har taget kontakt til den mexicanske præsident på grund af den angivelige "psykiske tortur", han udsættes for i et amerikansk fængsel.
Det fortæller hans advokat José Refugio Rodríguez.
- Joaquin har ikke set solen i de seks år, han har været i USA, siger han.
Beskeden til præsident Lopez Obrador er blevet beskrevet som en "SOS". Den blev videregivet af en af "El Chapos" advokater i USA og af narkobaronens familie, ifølge Rodriguez.
Den mexicanske narkobaron blev anholdt i 2016 og udleveret til USA i 2017. To år senere blev han dømt til livsvarigt fængsel.
Han blev blandt andet dømt for at stå i spidsen for et globalt narkoimperium. I løbet af retssagen kom der opsigtsvækkende detaljer frem om uhyggelige drab, politisk bestikkelse og storstilet smugling.
Han afsoner dommen i et højsikret fængsel i Colorado.
Nu ønsker han ifølge advokaten, at præsident Obrador kigger på påståede proceduremæssige overtrædelser, der skulle have fundet sted under Guzmáns udlevering i 2017.
José Refugio Rodríguez siger også, at manglen på solskin påvirker narkobaronens fysiske helbred negativt.
Guzmán må heller ikke gå udenfor tre gange om ugen til et lille område, hvor han ikke får sol.
Derudover har han færre besøg og telefonopkald end andre indsatte, tilføjer advokaten i et interview med mexicanske Radio Fórmula.
"El Chapos" søn Ovidio Guzmán blev anholdt tidligere på måneden. Det skete ved en militæraktion mod Sinaloa-kartellet i Mexico, hvor 29 mennesker blev dræbt.
Sønnen er blevet en nøglefigur i Sinaloa-kartellet efter anholdelsen af hans far i 2016. Da Ovidio Guzmán blev anholdt udløste det en bølge af vold i byen Culiacán i Sinaloa.
/ritzau/AFP
/ritzau/AFP