Dansk politi har været involveret i dusinvis af sager, der knytter sig til sadistiske NVE-netværk på internettet. Det fortæller Anna Sjöberg, der er chef for Europols antiterrorenhed, til DR.
Hun bekræfter, at nogle af sagerne har danske ofre eller gerningspersoner, men vil ikke oplyse hvor mange. Ikke alle sager, hvor dansk politi har medvirket, involverer nødvendigvis danskere.
Ifølge Europol er truslen fra netværkene stigende og global. På mindre end et år har myndighederne identificeret næsten 180 formodede gerningspersoner og beskyttet otte mennesker mod overhængende trusler mod deres liv.
- Ja, alle lande skal være bekymrede, fordi det er et globalt fænomen, siger Anna Sjöberg til DR.
Danmark deltager sammen med 30 andre lande i Europols indsats mod netværkene.
Avisen.dk har gennem flere måneder undersøgt NVE-miljøerne og deres metoder. Snart bringer vi en artikelserie, der skal give forældre, børn og unge viden og redskaber til at opdage og forebygge radikalisering i mørke onlinefællesskaber.