Der er godt nyt fra resten af Europa til de boligejere, der de seneste år har måttet betale en hel del mere i bidrag til deres realkreditselskaber.
En række toppolitikere i EU-systemet advarer nu mod, at man stiller for høje krav til bankernes og pengeinstitutternes sikkerhedskapital, skriver Finans.
Det vil i givet fald betyde, at eksempelvis de danske realkreditselskaber slipper for at skulle polstre kistebunden lige så kraftigt, som man regner med.
Det er ifølge Finans de tyske og franske finansministre samt EU-kommissæren for finansiel stabilitet, der har udtrykt bekymring ved at implementere alle de krav, som den såkaldte Basel-komité arbejder med.
- Der er klart bevægelse i den rigtige retning, men vi er stadig langt fra det punkt, hvor løsningen vil være kapitalneutral for danske og tyske banker, siger Jens Tolckmitt, der er administrerende direktør for det tyske realkreditråd, VDP, til Finans.
Også formanden for Realkreditrådet, Ane Arnth Jensen, er optimistisk.
- Det er bemærkelsesværdigt, at der er en så udpræget kritik af Basel-komiteens tankegang. Det har vi ikke oplevet før, siger hun til Finans.
Både Totalkredit, der er en del af Nykredit-koncernen, og Nordea Kredit har tidligere i år forhøjet bidragssatserne med henvisning til, at der er nye og skrappe kapitalkrav på vej.
/ritzau/