Dyrevelfærden i forbindelse med transport i EU er alt for dårlig.
Det mener Europa-Parlamentet.
Med Dansk Folkepartis parlamentsmedlem Jørn Dohrmann som ordfører på området opfordrer parlamentet torsdag kommissionen til at straffe de medlemsstater, der ikke overholder EU-reglerne for dyretransporter.
- Som det er nu, er dyrene de store tabere. Det er fuldstændig uacceptabelt, siger han.
- Nu må kommissionen træde i karakter og få strammet op.
EU-Parlamentet mener som sådan ikke, at der er noget galt med de nuværende regler.
Problemet er bare, at håndhævelsen er alt for løs.
Ifølge Jørn Dohrmann findes der eksempler på, at landenes respektive tilsynsmyndigheder har oplyst, at man har lavet 0 eller 10 millioner kontroller uden fejl på et år.
- Og der er jo ingen af de to tal, der passer, siger han.
Derudover er transporttiden et vigtigt emne i debatten.
Parlamentet ønsker lokale og mobile slagtefaciliteter nær husdyrbrugene samt korte produktionskæder og direkte salg for at få transporttiden ned.
En anden løsning kan være at kigge på, om man kan udnytte teknologien, lyder det.
- Det kan eksempelvis være at sætte en gps på lastbilerne, så man kan holde øje med, om der bliver holdt de pauser, der kræves, og om der bliver kørt den rute, som er aftalt, siger DF'eren.
Jørn Dohrmann har desuden et ønske om muligheden for, at der kan forbydes eksport til "tredjeverdenslande", som ikke lever op til EU's regler.
- Vi mangler en god dyrevelfærd her i Europa, så man ikke bare for ussel mammon kan sende dyrene til Tyrkiet, siger han.
EU-Domstolen har tidligere slået fast, at EU er ansvarlig for dyrene, selv efter at de har forladt unionen.
Bolden ligger nu hos kommissionen, som skal vurdere, om der er behov for ændringer på området.
/ritzau/