EU-præsident Herman Van Rompuy vil have selskab af andre end bare kommissionsformand José Manuel Barroso og EU-Parlamentets formand, Martin Schulz, når han 10. december tager til Oslo for at tage imod Nobels fredspris.
Han vil også have statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) og alle hendes EU-kolleger med.
Van Rompuy, Barroso og Schulz enedes onsdag om, at de alle tre skal til Oslo for at tage imod prisen på EU's vegne. Det bliver altså dem, der skal på podiet på Oslo Rådhus og formelt tage imod.
Men Van Rompuy skriver på det sociale medie Twitter, at han håber, der kommer mange flere med i salen.
- For at markere denne lykkelige begivenhed håber jeg, at alle EU's stats- og regeringschefer vil være i stand til at deltage i festen i Oslo til december, skriver Van Rompuy, netop som han torsdag tager imod EU-lederne til topmøde i Bruxelles.
Nobelkomitéen meddelte i fredags, at EU modtager fredsprisen for at have sikret stabilitet, fred og sikkerhed i Europa siden Anden Verdenskrig og styrket menneskerettighederne i Europa.
Straks efter meddelelsen begyndte rygterne at summe i EU-hovedstaden om, at lederne af de tre EU-institutioner var ved at ryge i totterne på hinanden over, hvem der egentlig skulle på podiet i Oslo.
Spekulationerne fik blandt andet flere medier til at lave brugerafstemninger eller selv komme med forslag til, hvem der skulle tage til Oslo.
Blandt forslagene har været "en ukendt europæer" og et kor bestående af kroatiske skolebørn.
/ritzau/