David Villa er en yderst ombejlet herre på sommerens transfermarked. Storklubber som Manchester United, Liverpool, Real Madrid og Barcelona bliver alle nævnt gang på gang som angriberens nye klub.
Valencia har indtil nu afvist alle bud på David Villa, og klubbens præsident fortalte for nylig, at angriberen ikke længere er til salg.
Men nu er Barcelona klar med en ny plan, så de kan få råd til stjerneangriberen. Ifølge Goal.com skal Samuel Eto'o sælges for at skaffe de ekstra midler.
Barcelona-træner Pep Guardiola ser David Villa som den perfekte angriber på det stjernebesatte mesterhold, men et budget på 260 millioner kroner har vanskeliggjort købet. Derfor vil han altså sælge Samuel Eto'o for mellem 220 og 260 millioner, så han kan byde 300 millioner for den spanske landsholdsspiller.
David Villa og resten af det spanske landshold møder i øvrigt USA i aftenens kamp i Confederations Cup i Sydafrika.