Fremover kan man godt forberede sig på at skulle have pungen op af lommen, hvis man har planer om at besøge Venedig for en enkelt dag.
Byrådet i den italienske by har således vedtaget en turistafgift.
Det betyder, at det fra en endnu ikke fastsat dato i maj vil koste tre euro - cirka 22 kroner - hvis man besøger byen uden at overnatte der.
Afgiften stiger efter planen til omkring det dobbelte i 2020. Her vil prisen dog også variere alt afhængigt af tidspunktet på året.
Idéen med afgiften er at skaffe penge til offentlige ydelser, der er dyrere i Venedig end i andre byer, oplyser embedsmænd fra Venedig. Heriblandt indsamling af skrald og rengøring af offentlige pladser.
For to måneder siden vedtog parlamentet i Rom planerne om en indgangsbillet til den populære turistmagnet.
Tirsdag aften blev det så vedtaget af det lokale råd i byen.
Der er samtidig indført over 20 regler for at kunne blive fritaget for skatten.
Heriblandt hvis man er født i byen, hvis man bor der, arbejder der, studerer der, besøger slægtninge, eller hvis man er barn på under seks år.
Skatten gælder for at besøge Venedigs historiske midte eller for at besøge nogle af byens mange små øer.
Ifølge embedsmænd fra byen kan skatten betales ved transport- og turistbureauer i byen. Den vil også kunne betales gennem eksempelvis togbilletter til Santa Lucia-stationen i byen.
Inden Anden Verdenskrig boede der 175.000 mennesker i byen. Nu er tallet ifølge The Guardian nede på omkring 55.000.
/ritzau/AP
/ritzau/AP