En 27-årig kvinde døde og snesevis af pendlere blev fanget i deres biler, da et skybrud fredag druknede Athen.
Det er den største nedbørsmængde, den ellers solrige græske hovedstad har oplevet i årtier.
Strømudfald mørkelagde store dele af byen i forbindelse med det voldsomme regnfald. En flod gik over sine bredder, og trafikpropper fik store dele af Athen til at gå i stå under morgenens myldretid.
Hovedstadens vigtigste veje og motorveje blev oversvømmede, og dele af den offentlige trafik gik i stå, da to undergrundsstationer måtte lukkes for en kortere bemærkning.
/ritzau/Reuters