Politiet i Østrig har afhørt over 100 mennesker i den uhyggelige sag om Josef Fritzl, der spærrede sin egen datter og deres fælles børn inde i et lille kælder-rum i 24 år.
Men politiet mangler stadig en vigtig brik - de har endnu ikke afhørt datteren, Elisabeth Fritzl.
Afhøringen af Elisabeth var planlagt til at finde sted i denne uge, men det viste sig at være for tidligt.
Hun er endnu ikke stærk og rask nok til at tale med politiet, om de mange voldtægter, fødsler og lidelser hun har måttet gennemgå, skriver tv2.dk.
- Hvornår det sker, kommer an på hendes helbredstilstand, siger anklagemyndighedens talsmand, Gerhard Sedlacek, ifølge tv2.
Politiets teknikere er stadig i gang med at undersøge kælderen, hvor Elisabeth og hendes tre børn blev holdt fanget. Resultaterne af undersøgelserne vil snart blive indleveret til anklagemyndighheden.