1.500 skoleelever på Fyen kan have spist agurker med den frygtede vtec-bakterie.
Eleverne har nemlig fået agurker fra det parti, der i går blev trukket tilbage af grossisten Mango.
Nogle af de elever, der er i farezonen, er eleverne på Holluf Pile Skolen, og her har skoleleder Flemming Mahler Pedersen allerede underrettet forældrene.
"Vi opfordrer forældrene til at være særligt opmærksomme på, om deres børn får diarre eller andre former for ubehag," siger han til Newspaq.
Fødevarestyrelsen sagde i går, at sandsynligheden for at smitten findes i agurkerne er meget lille.
Indtil videre er mindst seks danskere blevet indlagt med mistanker om den alvorlige diarresygdom.
Infektion med vtec giver typisk diarre med let feber og opkastning. Diarren er ofte blodig, og i de fleste tilfælde varer sygdommen fem til syv dage, oplyser Sundhedsstyrelsen.
Styrelsen opfordrer patienter til at søge læge for at få stillet en korrekt diagnose, hvis de får blodig diarre og har været i Tyskland inden for den seneste måned.