Da Skanderborg Kommune i 2007 overtog tilsynspligten med det private socialpædagogiske opholdssted Elverkær, var anbefalingen fra det daværende Vejle Amt, at der skulle holdes særligt øje med stedet.
Vejle Amt var ikke tilfreds med det pædagogiske tilbud, og derfor anbefalede amtet, at kommunen skulle være ekstra opmærksom.
- Den besked, vi fik fra Vejle Amt, var, at vi skulle have fokus på kvaliteten af det pædagogiske arbejde. Man var i tvivl om, at tilbuddet var godt nok, siger borgmester Jørgen Gaarde (S).
Han ønsker ikke at uddybe, hvilke problemer der var med kvaliteten af det pædagogiske arbejde på Elverkær.
Skanderborg Kommune overtog tilsynspligten fra Vejle Amt i forbindelse med kommunalreformen i 2007 og førte tilsyn med stedet frem til oktober 2010, hvor det blev lukket.
I det tidsrum var der 11 anmeldte og to uanmeldte tilsyn på stedet.
- Det er rigtig mange tilsyn, og da vi får opgaven fra Vejle Amt, tager vi selvfølgelig opgaven alvorligt. Derfor gør vi rigtig meget ud af at komme på stedet, siger Jørgen Gaarde.
- Og vores tilsynsførende finder ingen grund til at gribe ind over for noget, siger han.
Det skærpede tilsyn handlede også om institutionens økonomi og pædagogernes eventuelle magtanvendelse over for børnene.
Trods ekstra tilsyn i flere år var der ingen klokker, der ringede så højt, at sexmisbruget af de anbragte børn blev opdaget hverken i Vejle eller i Skanderborg.
2. maj blev lederen af Elverkær tiltalt for adskillige sexovergreb mod anbragte piger og drenge.
Sagen får nu Skanderborg Kommune til at endevende alle processer og procedure for at se, om der er noget, der kunne være gjort anderledes.