Regeringen anbefaler et ja til folkeafstemningen om ligestilling i kongehuset, men tabloidavisen Ekstra Bladet tager nu bladet fra munden.
Avisen har flyttet side 9-pigen til side 16 og i stedet indsat chefredaktør Poul Madsen på den berømte plads.
Her argumenterer chefredaktøren for et nej til folkeafstemningen på søndag.
"Naturligvis går jeg ind for ligestilling. Alt andet ville være idiotisk. Men for mig er det umuligt at få et begreb som ligestilling til at passe med noget så gammeldags som kongehuset," lyder det fra Poul Madsen.
Han mener, at regeringen opfører sig nedladende ved at bede os stemme om noget, der først kan blive aktuelt om 70 år, når prins Christians børn måske skal overtage tronen.
Han opfordrer derfor danskerne til at stemme nej til tronfølgeloven på søndag.
"Vi vil have en diskussion af det danske kongehus og en modernisering af grundloven, der lever op til nutiden. Derfor opfordrer Ekstra Bladet alle til at stemme nej," skriver Poul Madsen.
Spørgsmålet om grundlovsændringen har sat sindene i kog mange steder og skabt tvivl i mange politikerhjerter. Senest har tidligere udenrigsminister Uffe Ellemann Jensen meldt ud, at han nu støtter et ja til afstemningen, selv om han tidligere har udtrykt tvivl om, hvad han ville stemme.
Han mener ikke, at der bør være nogen som helst lov i Danmark, der giver det ene køn fortrinsret frem for det andet. Derudover mener han, at tidspunktet for afstemningen er god. Da spørgsmålet netop ikke er aktuelt, og derfor ikke blander sig med andre konstitutionelle spørgsmål.