En Megafon-måling viser, at kun 36 procent af de stemmeberettigede har tænkt sig at stemme ja til tronfølgeloven.
Hvis resultatet holder, bliver der ikke ligestilling på den danske trone i denne omgang. 40 procent af de stemmeberettigede skal nemlig stemme ja.
Ifølge fremtidsforsker Johan Peter Paludan fra Institut for Fremtidsforskning viser målingen, at kongehuset er så uinteressant for de fleste danskere, at de ikke gider gå til stemmeboksen.
"Kongehuset har betydelig tilslutning. Men det er ikke noget, der bringer vores pis i kog. Det er en del af møblementet. Det er der bare. Derfor kan vi ikke blive ophidsede tilstrækkeligt nok til at gå til stemmeurnerne i forbindelse med ændringen af tronfølgeloven," siger han til Nyhedsbureauet Newspaq.
Tre ud af fire danskere vil bevare kongehuset i Danmark, viste en meningsmåling for nylig. På den baggrund mener Johan Peter Paludan, at der er god grund til at tro, at kongehuset også vil eksistere om 50 år.
Det eneste, der kan vælte huset, er, hvis de kongelige begynder at blande sig i politik, mener fremtidsforskeren.
Skræmmeeksemplet er påskekrisen - den parlamentariske krise i 1920, da Kong Christian 10. imod Folketingets flertal fyrede regeringen i håb om at udløse et folketingsvalg, der kunne give flertal for at indlemme Flensborg i Danmark.
"Kongehuset var i nogen grad på spanden i forbindelse med påskekrisen i 1920, hvor det var sidste gang, de blandede sig. Men siden dengang har de ikke gjort det. Det er det, der skal til," siger han.