Vi skal slet ikke stemme om prinser eller prinsessers plads i arvefølgen på søndag. Vi skal i virkeligheden stemme for eller imod monarkiet.
Det siger den radikale næstformand, Zenia Stampe. Hun er 30 år og er opstillet for partiet til Folketinget i Roskilde og Næstved.
Hun opfordrer alle danskere til at stemme blankt til valget for at vise modstand mod forslaget.
"En blank stemme er en stemme for en debat om kongehuset. På den måde sender man et signal om, at man ikke er imod ligestilling mellem prinser og prinsesser - men synes det er vigtigere, at der er ligestilling mellem prinser og prinsesser og almindelige danskere. Skal vi i virkeligheden have et kongehus i et demokratisk samfund," spørger Zenia Stampe.
Hun mener ikke, at opfordringen til at stemme blankt skader kampen for ligestilling i Danmark.
"Så sort og hvidt er det ikke. Ligestilling handler ikke kun om kønskamp og specielt ikke om kønskamp mellem endnu ufødte prinser og prinsesser. For mig at se handler det om enhver kamp mod forskelsbehandling," siger hun til Newspaq.
Zenia Stampe er en af de få politikere, der åbent opfordrer danskerne til at stemme blankt om loven. Hun tror dog, at rigtig mange politikere i den kommende tid vil melde sig på banen som republikanere.
"De fleste har prioriteret dette spørgsmål meget lavt, fordi de ikke har troet på, at der var interesse for spørgsmålet i befolkningen. Jeg tror, at det kom bag på rigtig mange politikere, at der ville komme debat om dette spørgsmål. Og jeg tror, at interessen gør, at mange af dem, der tidligere holdt sig tilbage, vil komme ind i debatten nu, fordi de kan se, at der er grundlag for denne debat," siger hun.