En 27-årig dansk statsborger er blevet udleveret fra Kosovo og fremstilles tirsdag formiddag i grundlovsforhør ved Retten på Frederiksberg. Manden har været internationalt efterlyst i flere år og blev anholdt i Kosovo i slutningen af marts. Mandag blev han udleveret til Danmark.
Han er sigtet i to omfattende sager fra 2020, hvor i alt tre mænd blev dræbt, og to andre blev udsat for drabsforsøg.
Den ene sag omhandler drabet på en 22-årig mand, der blev skudt på Åfløjen i Brønshøj i april 2020. Den 27-årige er også sigtet for et drabsforsøg på Gadelandet i Brønshøj få dage tidligere. I den anden sag er han sigtet for to drab og et drabsforsøg i Kalundborg i november 2020. To mænd på 21 og 24 år blev dræbt, mens en tredje mand blev hårdt såret af skud.
Flere personer er allerede blevet idømt lange fængselsstraffe og livstid i forbindelse med sagerne.
Udleveringen er sket i et samarbejde mellem myndighederne i Kosovo, National Enhed for Særlig Kriminalitet, Københavns Politi og Midt- og Vestsjællands Politi.
Anklagemyndigheden vil begære lukkede døre under grundlovsforhøret.