Det er ikke lykkedes at finde en samlet køber til autogrossisten AG Automotive, der for to uger siden blev begæret konkurs. Kun Auto-G-afdelingen i Randers er solgt til konkurrenten au2parts, som overtager ni medarbejdere.
De resterende 17 afdelinger har ikke fundet nye ejere, skriver Motor-magasinet.
- Det er desværre ikke lykkedes at finde en køber til den resterende del af AG Automotive. Derfor er de resterende medarbejdere i går blevet afskediget og fritstillet og skal nu ud og lede efter andet arbejde, forklarer kurator Søren Christensen Volder fra advokatfirmaet Bech-Bruun til magasinet.
Medarbejderne kan nu søge deres tilgodehavende løn i Lønmodtagernes Garantifond.
Kurator vil nu forsøge at sælge konkursboets varelager i større pakker, eksempelvis alle dæk eller varer fra enkelte afdelinger. AG Automotive A/S blev etableret 1. oktober 2023 gennem en fusion af seks grossister med i alt 19 afdelinger og havde hovedsæde i Randers.