Efter fire år uden løveunger er der igen små poter i Givskud Zoo - Zootopia.
Det første kuld på fire unger er nu ude i køreanlægget, og flere unger kan være på vej i løbet af sommeren.
Der venter gæsterne en ekstra oplevelse i Givskud Zoo denne sommer. To af parkens tre hunløver i flokken har født, og det første kuld på fire unger er nu lukket ud i det store køreanlæg. Dermed kan gæsterne være heldige at få øje på de små løveunger i løbet af sommeren.
- Vi har ventet på det her øjeblik, og nu kan vi endelig fortælle, at der igen er løveunger i Givskud Zoo - Zootopia. Det er godt for flokken, og det er vi naturligvis meget tilfredse med, siger direktør Rasmus S. Nielsen.
Hunnerne er selv født i Givskud Zoo - Zootopia og er førstegangsmødre. Derfor holder dyrepasserne ekstra godt øje med både mødre og unger. Ungerne er stadig små, og de bestemmer i høj grad selv tempoet. Derfor kan de i begyndelsen finde på at trække sig tilbage i krattet, men efterhånden som de vokser, ventes de at blive mere synlige i anlægget.
Givskud Zoo - Zootopia har ventet flere år på nye løveunger. Parkens tidligere avlshan døde i slutningen af 2021, og derfor skulle flokken først finde den rette rytme med en ny han.