De har ikke lavet nyt siden 2011. Men nu er Geolo G, Tue Track og Blæs Bukki, også kendt som hitmagerne bag den legendariske danske rapgruppe Malk de Koijn, klar igen. Det skriver Ekstra Bladet.
I forbindelse med gruppens 30-års jubilæum udkommer Malk de Koijn med en maxisingle den 28. august. Maxisinglen kommer til at hedde "Nummer 5" og vil - måske ikke helt logisk - indeholde tre spritnye numre.
- Det er en potent videreførsel af Malk De Koijns musikalske virke, hvor deres univers stadig udvider sig i vilde og uventede retninger. Der hentes inspiration fra old school hiphop, salmer, og ikke mindst Malk De Koijns egen sangskat. For eksempel er nummer 5 et magisk tal for Malk, og det findes i mange af deres tekster, lyder det i en pressemeddelelse fra Audible Music, der også kan oplyse, at Malk de Koijn herefter drager på turné rundt i landet.
Den nu 30 år gamle gruppe har i alt udgivet tre album, men har ikke udgivet nyt siden albummet "Toback to the Fromtime" fra 2011.