I går meldte DSB's bestyrelse ud efter et ekstraordinært bestyrelsesmøde, at man var enige om at fastholde den kontroversielle fyring af topdirektør Søren Eriksen.
Det på trods af, at bestyrelsens tre medarbejderrepræsentanter før bestyrelsesmødet havde affyret skarp kritik af forløbet omkring fyringen.
Nu lader det til, at bestyrelsen ikke er helt så enig, som den fremstod efter gårsdagens bestyrelsesmøde.
"Beslutningen om fyringen kan vi ikke lave om på, den tager vi til efterretning. Men når vi tager beslutningen til efterretning, betyder det ikke, at vi er enige i beslutningen," siger medarbejderrepræsentant i bestyrelsen Flemming Rasmussen til Newspaq.
Kritikken af bestyrelsen er især gået på, at der kun var seks bestyrelsesmedlemmer til stede, da man tog beslutningen om at fyre DSB-direktør Søren Eriksen for rod i regnskabet mellem DSB og datterselskabet DSB First.
De seks bestyrelsesmedlemmer, der var til stede under det omdiskuterede møde, var alle udpeget af Transportministeren.
Bestyrelsens tre medarbejdervalgte medlemmer blev kun kontaktet over telefonen.
I en pressemeddelelse udtrykker håndværkerne i DSB, som Flemming Rasmussen er landsformand for i FO Jernbanedrift, tydeligt deres utilfredsheden med bestyrelsens beslutninger.
"Håndværkerne i DSB, organiseret i FO Jernbanedrift, er stærkt utilfredse med, at DSB's bestyrelse har tilsidesat medarbejdernes repræsentanter i DSB bestyrelsen i spørgsmålet om afskedigelsen af Søren Eriksen," står der i pressemeddelelsen.
FO Jernebanedrifts bestyrelse understreger også, at DSB's bestyrelsesmedlemmer ikke har været så enige, som pressen har fremstillet det.
"DSB er etableret som en selvstændig offentlig virksomhed med egen bestyrelse, og medarbejderne har valgt repræsentanter i bestyrelsen i henhold til aktieselskabsloven. At tilsidesætte medarbejderrepræsentanterne er en grov overtrædelse af god selskabsledelse, og en sådan fremfærd må vi på det skarpeste tage afstand fra," skriver FO Jernbanedrift, der organiserer omkring 1000 håndværkere i DSB, i pressemeddelelsen.