De i alt 900 DSB-medarbejdere, der tirsdag nedlagde arbejdet på grund af utilfredshed med pensionsordninger, får svært ved at få deres krav om mere i pensionsposen opfyldt.
Det fremgår af en meddelelse fra DSB, der afviser, at selskabets samlede udgifter kan øges.
"DSB er ikke i en situation, hvor vi kan øge de samlede udgifter. DSB's økonomi er presset, og vi er midt i en proces, hvor vi skal finde løsninger, der forbedrer DSB's økonomi med en milliard kroner årligt fra udgangen af 2014," siger DSB's konstituerede direktør Jacob Kjær.
Partnerne skal dog mødes onsdag, hvor der skal diskuteres en løsning på strejken, som Jacob Kjær kalder for 'overenskomststridig'.
"Vi tager kraftigt afstand fra arbejdsnedlæggelser eller andre aktioner, der går ud over DSB's kunder. Det er skadeligt for alle i DSB - både medarbejdere og kunder. Vi betragter arbejdsnedlæggelserne som overenskomststridige," siger Jacob Kjær.
DSB er nu i gang med at kortlægge, hvilke konsekvenser det vil have for togtrafikken, hvis arbejdsnedlæggelsen fortsætter
"DSB er lige nu i gang med at få klarhed over, i hvilket omfang arbejdsnedlæggelserne, hvis de fortsætter, vil gå ud over togtrafikken i de kommende dage. DSB forventer dog ikke, at arbejdsnedlæggelserne vil få indflydelse på afviklingen af eftermiddagstrafikken i dag, tirsdag.," lyder det i meddelelsen.