For egyptologerne regnes det som en af de største opdagelser siden fundet af kong Tutankhamon.
Hatshepsut var en af de få kvindelige faraoer i det gamle Egypten og den kvinde, der regerede i længst tid. Nu er hendes mumie angiveligt blevet identificeret i en grav i Kongernes Dal.
Mumien blev allerede opdaget i 1903 i en simpel grav, hvor den var placeret sammen med en anden mumie. I mange år har egyptologerne antaget, at den var dronningens amme, Sitre In, men nu mener egyptologerne altså at kunne påvise, at det er resterne af selveste Hatshepsut.
Dronning Hatshepsut regerede i Egypten fra 1503 til 1482 før vores tidsregning.