Artiklen opdateres ...
Dronning Mary har i samarbejde med Kongernes Samling omformet en del af de danske kronjuveler.
Det skriver Kongehuset i et opslag på det sociale medie Instagram.
Konkret er der tale om rosenstensættet, hvor en del er blevet omformet til et diadem.
- Med udarbejdelsen af det nye stel genoptager dronningen og Kongernes Samling den gamle tradition med at tilpasse kronjuvelerne efter tidens fordringer og behov, skriver Kongehuset.
Omformningen er sket ved at skabe et supplerende monteringsstel, så det fremover vil være muligt at bære rosenstensættets største diamanter i et diadem.
De danske kronjuveler består af fire smykkesæt, som opbevares på Rosenborg. Sættene tæller smaragdsættet, perle-rubinsættet, brillantsættet og rosenstensættet.
Rosenstensættet består af et tungt hængesmykke og en lang kæde, lavet til at bære om dronningens korsetterede talje.
Kæden blev senest båret af dronning Louise, der var Frederik VIII's hustru. Frederik VIII var konge af Danmark fra 1906 til 1912.
Stellet hvorpå rosenstenene i det nye diadem er monteret, er skabt af guldsmed Matias Hasbo Dinesen i samråd med Dronningen og Kongernes Samling.