En brandmand kom til skade, da en gavl styrtede ned over ham under en indsats natten til fredag.
Brandmanden blev kørt på skadestuen, hvor det kunne konstateres, at han havde brækket en ankel.
Desuden måtte en beboer og en politibetjent på skadestuen til observation for røgforgiftning.
Husets beboer, en 22-årig mand, kunne selv redde sig ud af bygningen.
Den dramatiske hændelse skete under brandslukning på en ældre landejendom på Hesselåvej i Skave ved Holstebro.
Brandalarmen gik knap en halv time efter midnat, og det tog det meste af natten at slukke branden, som var ret omfattende og havde ramt en tilbygning som bruges til beboelse.
Indsatsleder hos Nordvestjyllands Brandvæsen, Morten Gräs Jensen, fortæller til Dagbladet Holstebro-Struer, at den skadede brandmand ikke var i gang med selve slukningsarbejdet, da en mur pludselig væltede ned over ham.