Folkene bag den højt profilerede Smttestop-app må nu erkende, at appen formentlig aldrig har virket efter hensigten.
Teknisk projektleder på Smittestop-appen for Sundheds- og Ældreministeriet siger til DR, at man er blevet opmærksom på en vitalt fejl efter et længerevarende nedbrud.
- Vi kan ikke fast sige nu, om den (fejlen, red.) har været der fra start eller om den er opstået for nyligt, siger projektleder Lene Ærbo blandt andet til DR.
Erkendelsen kommer efter smittestop-appen fra tirsdag til onsdag var nede i 27 timer, og brugerne blandt andet ikke kunne melde sig smittet i appen.
- Vi kan se, at i nogle tilfælde, hvor mobiler er sammen i længere tid, for eksempel i over et døgn, så får nære kontakter ikke en smittenotifikation, siger Lene Ærbo til DR.
Hun oplyser, at man den seneste uge har testet appen for at genskabe fejlen, og det ser ud til, at der er fundet en årsag til de manglende notifikationer.
Appen er baseret på teknologi, som er udviklet af Google og Apple og som anvendes i mange lande.
Appen har ifølge Meremobil.dk kostet 20 millioner i udviklingsomkosninger og drift alene i 2020.
Grundlæggende er Smittestop-appen et værktøj til opsporing af ukendte smittekæder - det vil sige personer, man ikke nødvendigvis ved hvem er, men har været tæt på i længere tid.
1,4 millioner danskere har downloadet Smitte-appen.