To unge mænd på 20 og 23 år er onsdag blevet sigtet for drabet på den 21-årige mand, som døde efter et overfald i Hvidovre natten til mandag.
Det oplyser Københavns Vestegns Politi.
Retten i Glostrup vurderede, at der var begrundet mistanke om grov vold med døden til følge, og valgte at fængsle de to mænd in absentia. Efterforskningen indikerer, at de to mænd er i udlandet, og rettens kendelse gør det nu muligt at efterlyse de to mænd internationalt.
Retsmødet fandt sted bag lukkede døre og af hensyn til efterforskningen har Københavns Vestegns Politi ikke yderligere kommentarer for nu.