Han er en af DR's mest populære værter, men nu har TV 2 fået fingrene i ham.
Peter Ingemann, der især er kendt for seer-succesen Hammerslag, skal være vært på den konkurrerende kanal.
Ifølge en pressemeddelelser fra TV 2 laver Hammerslag-værten jobskiftet, fordi han gerne vil have nye udfordringer.
- Jeg har været rigtigt glad for at lave Hammerslag, men jeg vil også noget andet og mere. Jeg har også mange ideer og forslag til programmer, som kunne være spændende at realisere, og når en kanal som TV 2 tilbyder, at vi skal prøve, hvad det kan udvikle sig til, kan jeg ikke sige nej - det bliver fantastisk spændende, siger Peter Ingemann.
Men lidt trist bliver det alligevel at sige farvel.
- Selv om det er med vemod, jeg forlader DR, er min mavefornemmelse, at det er helt rigtigt at slå til nu, siger Peter Ingemann.
Tv-værtens kontrakt med DR udløber til sommer, og så skal han til at smøge ærmerne op i TV 2-regi.
Udover at få en værtsfunktion skal Ingemann nemlig være med til at udvikle nye programmer. Det vil ske i forbindelse med en ny udviklings- og produktionsenhed, som TV 2 nu opretter i Aarhus.
- Jeg tror, at jeg - sammen med mine kolleger i Aarhus og resten TV 2 - kan udvikle nye, stærke tv-formater, f.eks. programmer med en unik blanding af underholdning og viden samt programmer til både det brede publikum og en lidt smallere målgruppe. Og det må for min skyld gerne være lidt 'skævt', for det har jeg savnet lidt i et skarpt defineret koncept som "Hammerslag", siger Peter Ingemann.