Domstolene har tvunget anklagemyndigheden til at stille alle verserende sager om hashkørsel i bero. Samtidig har Rigsadvokaten måtte slå en kolbøtte i spørgsmålet om hashkørsel.
I en skrivelse 17. august skrev Rigsadvokaten til alle landets anklagere, at sagerne ikke skulle stilles i bero.
Men 31. august kom den modsatte melding. Og den skyldes, at begge landsretter har afsagt kendelser om at udsætte sager om hashkørsel, oplyser statsadvokat Jens Røn fra Rigsadvokaten.
- Så er det klart, så er der kun en vej at gå, siger statsadvokat Jens Røn om reaktionen på domstolenes afgørelser.
Et flertal i Folketinget er klar til at ændre færdselslovens bestemmelse om kørsel under indflydelse af euforiserende stoffer.
Regeringen og et flertal af partierne har i slutningen af juni indgået en aftale om at lempe loven.
Fremover skal ikke alle, der tages med det aktive THC i blodet, straffes på præcis samme måde. Nu skal sagerne vurderes nøjere og afgøres efter en trappestigemodel.
Alligevel mente Rigsadvokaten 17. august, at der ikke var grund til trække i nødbremsen. Begrundelsen for ikke at gøre noget var blandt andet, at man ikke vidste, hvornår lovforslaget vil blive fremsat.
Samtidig fik anklagere ordre om at protestere, hvis forsvarere bad om at få straffesager udsat.
l mellemtiden har de to landsretter altså givet det modsatte signal. Og det har fået Rigsadvokaten til at rette ind.
Beslutningen gælder alle verserende sager. Altså både ankesager på vej til landsretterne og sager på vej til byretterne.
På stående fod tør statsadvokat Jens Røn tirsdag ikke gisne om antallet af sager.
- Men politiet skal fortsat kontrollere bilister og rejse sigtelse, fastslår han.
/ritzau/
Du vil modtage en email med et link du skal klikke på, for at verificere din mailadresse. Når du har gjort det, vil du begynde at modtage nyhedsbrevet.
Som nyhedsbrevsmodtager sender vi dig nyhedsbreve indeholdende breaking news, dagens vigtigste nyheder samt redaktionelle kampagner. Når du tilmelder dig nyhedsbrevet, accepterer du samtidig, at nyhedsbrevet kan indeholde kommercielt indhold i form af tilbud, læserundersøgelser, konkurrencer og events fra Avisen.dk samt markedsføring af produkter og ydelser fra 3. part.
..og din tilmelding blev ikke registeret.
Klik eventuelt her, og prøv igen, eller kontakt os på avisen@avisen.dk. Så hjælper vi dig med at blive tilmeldt.