”Træk vejret dybt!” siger sosu-assistent Lena Esmarch højt med et smil til den ældre kvindelige borger, der med museskridt bevæger sig fra badeværelset tilbage til sin kørestol foran fjernsynet i den forårsoplyste stue.

I villaen i Charlottenlund, nord for København, er den 95-årige dame lige ved at give op, men Lenas tiljublende råb, får hende til at tage de sidste fem skridt hen til stolen.

En meget almindelig hverdagsscene for en sosu-assistent. Der er bare den forskel, at Lena Esmarch er døv på det ene øre og stærkt hørehæmmet på det andet. Lena går med høreapparat og kan derfor høre få lyde og hun kommunikerer ved hjælp af mundaflæsning.

Folk glemmer ofte, at jeg er døv

”Jeg har altid kunne tale, fordi jeg har en høre-rest. Normalt taler man dårligt, når man er døv. Så folk misforstår det. De kan ikke forstå, hvor dårligt jeg hører, når jeg taler så godt. Det følges ikke ad. Derfor glemmer folk det ofte og kommer til at vende ryggen til, når de taler.”

I virkeligheden har Lena ret til en tolk 20 timer om ugen, men det har hun fravalgt, fordi hun har vurderet, at hun ikke har brug for det.

Lena har været hørehæmmet siden hun som halvandet år gammel baby fik mæslinger og det satte sig på ørenerverne. Men hun skulle blive fem-seks år før hendes forældre og børnehaven opdagede, at hun ikke kunne høre:

”Jeg kom ikke, når der blev kaldt ude på legepladsen, eller når far råbte ud af vinduet til min storebror og jeg: ’Kom op, vi skal spise’. De troede jo, at jeg var uartig, indtil de fandt ud af, at jeg havde dårlig hørelse. Så kom jeg i gang med høreapparat og det hele, og jeg kom på specialskole for hørehæmmede. Der gik jeg til 10. klasse”

Et langt arbejdsliv i de hørendes verden

Efter 10. klasse tog Lena uddannelsen som sygehjælper, og efterfølgende har hun uddannet sig til sosu-assistent.

Lena har arbejdet nogle år som sygehjælper på et plejehjem for døve, men ellers har hun kun arbejdet som sygehjælper og sosu-assistent på hørende arbejdspladser. I dag har hun været fire år i hjemmeplejens aftenvagt i Gentofte Kommune.

”Jeg synes ikke, at døve skal lukke sig inde i den lille døveverden. Alle kender alle. Det er spændende at møde nye mennesker og interessere sig for hinandens kulturer,” siger hun.

Fordommene eksisterer derude

Gennem sit 54 år lange liv har Lena stødt på mange fordomme om hendes hørehandicap.

Hun har blandt andet fået afslag på en jobansøgning som sosu-assistent med den begrundelse, at det ville være for farligt at have hende ansat. På trods af, at afdelingen havde mange døve patienter, og at hun var blevet opfordret til at søge stillingen af personalet, eftersom Lena tidligere havde været ansat der i en del år som sygehjælper.

De seneste oplevelser stammer fra hendes nuværende arbejde i hjemmeplejen, hvor der er nogle ældre borgere, der godt kan være lidt hårde i tonen over for hende:

”Nogle få af dem kan finde på at sige ’Når man ikke kan høre, så er man dum’. Og de bagtaler mig også lidt til nogle af mine kolleger: ’Hvorfor skal vi have en, der ikke kan høre?’ kan de finde på at spørge.”

Lærer spillereglerne fra sig

Lena er blevet god til at forklare de ældre borgere, at de godt kan spare på energien. Hun kan alligevel ikke høre dem, når de råber til hende fra stuen, mens hun er i køkkenet.

Den kvindelige borger som Lena er på besøg hos i dag, er fuldstændigt indforstået med Lenas hørehandicap.

”Jeg tænker overhovedet ikke over, at Lena ikke hører så godt. Hun er sådan en skøn og dygtig kvinde,” roser den 95-årige borger.

Men de har haft deres ture. Når den ældre kvinde er blevet utålmodig, fordi Lena ikke har hørt, hvad hun har sagt. Men hun undskylder lige så snart Lena forklarer, at hun taler for hurtigt og ned i gulvet, så Lena ikke kan aflæse hendes mund.

”Undskyld, undskyld,” lyder det så straks fra damen og den dårlige stemning er afblæst med det samme.

Savner det sociale

Lena blev for to år siden fuldstændigt døv på det venstre øre. Hun vågnede op en morgen efter en nat med to tinnitus anfald og pludselig var den hørerest hun altid havde haft på det øre pist væk.

Lena valgte at få indopereret en CI (Cochlear Implant, red.) på det døve øre, men efter et års tid gik det ned ad bakke og den lyd hun havde opnået at kunne høre, var igen forsvundet som dug for solen.

Efter hendes CI er mislykkedes har hun trukket sig tilbage fra det sociale liv på arbejdet.

”Jeg får ikke noget ud af vores sociale spisepauser mere. Der trækker jeg mig og sætter mig for mig selv foran computeren. Men jeg er ked af, at jeg ikke har det sociale længere.”

”Jeg har lært at kende mine begrænsninger”

Selvom man kunne frygte, at Lena ikke kan overskue at deltage i arbejdspladsens sociale aktiviteter, hvad enten det er julefrokosten eller skovturen, så er hun der hver gang.

Men Lena er også den første der går hjem, når stemningen og dermed lydniveauet bliver for højt.

Gennem årene har hun erfaret en helt central ting: At gå hjem mens legen er god.

”Før i tiden kunne jeg ikke sige fra. Jeg blev hængende bare for at vise, at jeg også var festlig og ikke var mærkelig,” fortæller Lena og fortsætter:

”Jeg er blevet bedre til at sige til mig selv, hvis jeg ikke kan mere. Jeg sørger for at gå hjem, mens jeg stadig er glad og har nogle gode minder fra festen. Det var hårdt, da jeg var ung, men jeg synes også, at det er hårdt i dag. Forskellen er, at jeg er blevet bedre til at erkende de begrænsninger jeg har, på grund af mit hørehandicap.”

”På glædeligt gensyn”

Tilbage på Charlottenlund-villavejen er Lena og borgeren på 95 år ved at tage afsked for denne gang.

Lena stiller sig vanligt direkte over for den ældre borger, så de har fuld øjenkontakt og så hun har udsyn til hendes mund. Lena, som er meget høj, bøjer sig lidt og tager blidt fast i den anden kvindes arme og siger: ”Hvad er det så vi plejer at sige til hinanden?”.

”På glædeligt gensyn,” griner den ældre dame hvortil Lena svarer: ”Lige præcis!” og giver hende et kram.