Det kommer ikke til at gå stille for sig, når det danske herrelandshold i håndbold i aften brager sammen med EM-værtsnationen Serbien. Det vurderer tidligere landsholdsspiller Lars Rasmussen overfor Nyhedsbureauet Newspaq.
Han har selv spillet i Pionir Arena i Beograd, hvor kampen skal spilles, forud for EM i 2006.
"Der bliver en sindssyg stemning. Hallen er noget gammelt lort, og selv hvis der kun sad 100 mennesker, ville det larme gevaldigt. Nu sidder der 8.000, så det bliver umuligt at kommunikere, og der vil komme et gigantisk pres både på danskerne og dommerne," siger den tidligere fløjspiller.
Han kalder det en 'heksekedel' og tilføjer, at rammerne bliver "uhyggeligt svære" at spille under.
"Heldigvis spiller de fleste af spillerne til daglig i Tyskland. Dermed er de vant til, at der er knald på. Men der er ingen tvivl om, at det vil hæmme os i nogle situationer. Der er da nogen, der vil blive påvirket af det på en negativ måde, for der er ingen tvivl om, at serberne vil gøre alt for at slå os ihjel," siger han
Danmark vandt første kamp i gruppespillet over Slovakiet. Kampen mellem Danmark og Serbien starter i aften kl. 20.15.