DF: Ren genudsendelse fra Barfoed
DF afviser blankt skattelettelser til de rigeste. Foto: Jens Dresling / POLFOTO
Nu igen. Dansk Folkeparti afviser endnu engang skattelettelser foreslået af De Konservative.

Regeringen støtteparti er imod lettelser i topskatten, sådan som De Konservatives partileder, Lars Barfoed, foreslår på forsiden af Berlingske.

"I Dansk Folkeparti afviser vi helt klart den idé at lette på topskatten. Vi har en aftale med regeringen om, hvordan skatten skal se ud. Det ser vi ingen grund til at ændre på, slet ikke i nedadgående retning for topskatten."

Det siger skatteordfører Mikkel Dencker til Newspaq.

Over for politiken.dk supplerer Pia Kjærsgaard ved at kalde forslaget "fuldstændig tåbeligt".

Men forslaget kommer nu ikke bag på DF.

"Jeg tror, De Konservative har brug for at massere deres vælgere, og så kommer man med de her klassiske udmeldinger, som vi jo ser en gang om måneden."

Men det kommer på et rigtig skidt tidspunkt, mener han.

"Det er meget dårlig timing, når vi netop har lavet 2020-planen, hvor der er lavet nogle ændringer i efterlønnen, som går ud over nogle mennesker, det må vi indrømme. Samtidig vil man bruge nogle penge på topskattelettelser. Det synes, jeg er meget dårlig timing fra De Konservative," sluttter Mikkel Dencker.