Kold foragt, rød i kammen og teater i DF.
Den tidligere integrationsminister Birthe Rønn Hornbech (V) sender flere spydige pile af sted mod regeringens støtteparti og journaliststaden i bogen Ministerbilleder, som udkommer i næste uge.
Om sit første møde med Pia Kjærsgaard efter sin udnævnelse til minister skriver Rønn:
"Jeg har ikke været minister i mange dage, før Claes (Nilas, departementschef i Integrationsministeriet, red.) foreslår, at jeg inviterer Pia Kjærsgaard. Stemmeføringen antyder, at han mener, det er nødvendigt. Jeg er ikke begejstret, men det er en del af jobbet, at jeg skal skabe flertal med DF," lyder det i kapitlet om hendes forhold til partiet.
"Stemningen i ministeriet er på forhånd noget anspændt. Pia Kjærsgaard med følge ankommer. Hun medbringer en større stak papirer, der mest ligner fotokopier af avisartikler. Jeg byder hende velkommen. Jeg når ikke at sige meget mere, før hun rød i kammen holder en prædiken om alt det onde, jeg har sagt om Dansk Folkeparti. Jeg holder vejret, men ånder ud, da hun slutter med noget i retning af, 'Jeg håber så, at vi kan lægge det bag os, Birthe'."
I forbindelse med den meget omtalte Metockdom, som i sommeren 2008 åbnede muligheden for, at ikke-EU-borgere kunne opnå opholdstilladelse i Danmark efter få ugers arbejde i et andet EU-land, beskriver Birthe Rønn, hvordan Dansk Folkeparti formåede at tage en stor del af æren for den efterfølgende politiske aftale herhjemme, som til dels lukkede hullet.
"Vi aftaler nærmere, at Dansk Folkeparti om eftermiddagen lægger turen forbi Christiansborg og spreder det glade budskab om, at en Metockaftale er nært forestående. De kan det der teater i DF," skriver hun, og fortsætter lidt senere med en beskrivelse af det pressemøde, hvor aftalen officielt blev fremlagt.
Her får især journalisters arbejdsmetoder en over nakken.
"Jeg finder mig i, at vi skal spille komedie med, at først kører vores pressechef Thomas Bille ned med elevatorer og siger, at det store øjeblik er nært forestående, hvorefter jeg kører ned med elevatoren sammen med Thulesen Dahl og Skaarup, så vi kan træde ud af elevatoren samtidig. Pressen synes at elske alt, hvad der har med døre at gøre. Glasdøre, bildøre og nu også elevatordøre."
Andre steder i bogen beskriver Rønn, hvordan hun hurtigt lærte at samarbejde med støttepartiet, til trods for de mange uenigheder. Så den helt store prygelknabe i Rønns bog er de politiske journalister.
I forbindelse med en kronik om hendes modstand mod burkaforbud for dommere, lyder det.
"Jeg føler en kold foragt over for de journalister, der maser sig omkring mig, og som med deres tåbelige spørgsmål om alt muligt andet end sagen demonstrerer, at de ikke evner at forstå de principielle aspekter, men til fulde mestrer den usaglige personfnidder."
I bogen får vi også Rønns version af det meget omtalte tv-klip, hvor hun nægter at besvare en række spørgsmål for rullende kameraer.
Hun beskriver, at journalisten "uhøfligt og ubekvemt" afbryder et mindre møde mellem hende og hendes embedsmænd, hvilket udløser hendes vrede. Så hun vil ikke besvare spørgsmål om, hvorvidt hun har tænkt sig at gå af.
"Da jeg ikke svarer, efter at han for 117. gang har stillet det samme spørgsmål, og jeg klart har tilkendegivet, at han bryder ind i et fortroligt møde med mine embedsmænd, bliver det så til, at tv sender de 40 sekunder, hvor jeg ikke svarer."
"Denne tavshed er ganske enkelt den eneste måde, jeg i situationen kan får arbejdsro på. Men tv-sekvensen, der bliver bragt igen og igen, viser den magt, tv har, og den mulighed, et billedemedie har," skriver hun.